Revner i tænderne - dentininfraktioner
Usynlige revner i tænderne kan gøre ondt. Hvad er en dentininfraktion?
En dentininfraktion er en revne i tandbenet (dentinen) inde under emaljen, der ikke kan ses udefra, og som kan få tanden til at gøre ondt. Det kan være svært for både dig selv og tandlægen at finde ud af, hvilken tand det er galt med. Mange mennesker har revner i emaljen, som kan ses på tændernes overflade, men disse volder normalt ikke problemer.
Hvordan føles en dentininfraktion?
Nogle tænder med revner kan du ikke mærke. Men når en tand med revne begynder at gøre ondt, vil du mærke en smerte, når du tygger sammen på noget hårdt eller sejt, eller når du slipper sammenbiddet, fx hvis du bider i en brødkerne eller en karamel. Det kan også gøre ondt, når der kommer noget koldt på tanden. Der kan gå uger eller måneder imellem, at smerten udløses, fordi du uvilkårligt vil undgå at tygge med den tand, der har en revne. Det er ofte svært at udpege, hvilken tand det drejer sig om.
Kan tandlægen se en dentininfraktion?
Udefra ser tanden sund og rask ud. Der er ofte en fyldning i tanden, men tandlægen kan ikke se revnen, før fyldningen er fjernet – heller ikke på et røntgenbillede. En bideprøve med en særlig bidepind kan ofte afsløre, hvilken tand det drejer sig om. Lykkes det ikke at finde revnen på denne måde, vil tandlægen i nogle tilfælde se tiden an og opfordre dig til at være opmærksom på, hvilken tand det gør ondt i, når du tygger, eller når der kommer noget koldt på. Hvis du har mange smerter, kan tandlægen fjerne fyldningen i den mest mistænkte tand for at søge efter revnen.
Hvorfor opstår en dentininfraktion?
Der er flere årsager til, at tænder kan revne. Først og fremmest skyldes det, at tænderne kan blive svækkede efter mange års brug. Man siger, at revner er en form for træthedsbrud i tanden
Hvor opstår en dentininfraktion?
En revne kommer der, hvor tanden er svagest. Det sker oftest i en kindtand, som er svækket, fordi der har været caries i tanden. Jo større fyldningen er, og jo mindre tandsubstans der er tilbage, jo lettere kommer der en revne. Kun i sjældne tilfælde ses revner i sunde, ubehandlede tænder. Har du allerede én tand med en revne, kan du være disponeret for at få revner i andre tænder.